Teknikker

Teknikker

Denne side er din guide til strikkeprojekter – uanset om du er nybegynder eller erfaren strikker. Her finder du en oversigt over strikketeknikker der henvises til fra mine opskrifter, for til at sikre et vellykket resultat. Brug vejledningen som en reference, når du arbejder med mine opskrifter, eller når du vil lære nye metoder til at forbedre dit håndarbejde.

FØR DU GÅR IGANG

Strikkefasthed og strikkeprøve

Strikkefastheden er afgørende for at opnå de rigtige mål i dit projekt. Strik altid en prøve, vask og mål den for at sikre, at din fasthed stemmer overens med opskriftens angivelser. Strikkefastheden finder du i opskriften på side 2. Hvis din strikkeprøve ikke matcher opskriftens fasthed, kan du justere ved at skifte til en større eller mindre pind. Du kan læse alt hvad du bør vide om strikkefasthed og strikkeprøver her.

Garn tip​

Dette tip kan bruges, hvis du skal holde 2 tråde sammen.

Vind de 2 garner der skal holdes sammen, for derefter kun at sidde med 2 nøgler til arbejdet frem for 4 når der strikkes mønsterstrik. Du kan vinde op med en garnvinde. Hvis du ikke har en garnvinde, kan du vinde de 2 garner op til en bold, på samme måde som når du trævler et arbejdet op. Når Alva ikke er længere, bryder jeg Anina tråden, således der er en rest tilbage. Resterne kan senere sættes sammen til et nøgle ved at binde knuder eller have en overlapning, med en længde der kan hæftes.

Kantmaske (km) til mønsterstrik​

Når der strikkes med 1 farve:

Strik km ret på alle pinde. Alternativt kan der strikkes den masketype, du har lettest ved at samle masker op i.

Når der strikkes efter mønster:

Første maske på pinden: Ret i bf.

Sidste maske på pinden: Strik ret med begge farver.

I-cord kant

I-cord kant er en simpel og elegang måde, at færdiggøre en kant på et strikkeprojekt. Resultatet er en rund afslutning som en tynd tråd, der løber langs kanten, med et gennemført udtryk. Se en video af teknikken her.

OPSLAGSTEKNIKKER

Strikkeopslag​

Med et strikkeopslag strikker du nye masker i forlængelse af arbejdet.
Du kan se en video af teknikken her.
Du kan alternativt bruge løkkeopslag.

Løkkeopslag​

“Løkkeopslag” er en enkel metode til at slå masker op – især god for begyndere eller når du har brug for at slå få masker op midt i et arbejde (f.eks. til ærmer eller udtagninger).

Du laver opslaget ved at sno garnet rundt om din finger og sætte løkken på pinden. Gentag, indtil du har det ønskede antal masker.

Se en video af teknikken her.

Judys magiske opslag

“Judy’s magiske opslag” (Judy’s Magic Cast On) bruges primært til strømper strikket fra tåen, bunden af tasker eller andre projekter, hvor du skal strikke fra midten og ud i begge retninger – altså med en sømløs, dobbeltstart.

Opslaget laves med to pinde og et garnnøgle, hvor du ved hjælp af en særlig bevægelse snor maskerne direkte på begge pinde. Resultatet er en usynlig og sømløs begyndelse.

Det kræver lidt fingerfærdighed i starten, men når du først har teknikken i hænderne, er det en genial metode til avancerede opslag.

Se en video af teknikken her.

Italiensk opslag

“Italiensk opslag” giver en elegant og elastisk kant, der glider direkte over i 1×1 rib. Det er perfekt til projekter, hvor du ønsker en usynlig start, som f.eks. halsudskæringer, ærmekanter eller ribkanter nederst på en sweater.

Opslaget laves ved at kombinere ret- og vrangmasker allerede under opslaget, så overgangen til rib bliver harmonisk og uden synlig kant. Det kræver lidt øvelse, men giver et meget fint og lækkert udtryk.

Se en video af teknikken i 1×1 rib  her.        Dobbeltstrik efter opslaget starter ved 4:20
Se en video af teknikken i 2×2 rib her.         Dobbeltstrik efter opslaget starter ved 3:10

Provisional cast on / Midlertidigt opslag

Et midlertidigt opslag bruges, når du senere vil samle maskerne op og strikke i den modsatte retning f.eks. ved opslag til kanter eller skuldre.

Traditionelt bruges en restetråd, men du kan med fordel anvende en maskewire. Fordelen ved maskewire er, at maskerne allerede hviler på wiren, og det er derfor nemt at sætte dem direkte over på den respektive pind, når du skal strikke videre.

Vær opmærksom på, om maskerne vender korrekt. Hver anden maske kan være drejet.

Se en video af teknikken her.

UDTAGNINGER

Løftede udtagninger

Løftede udtagninger bruges til at øge antallet af masker på en diskret måde, så udtagningen næsten bliver usynlig i arbejdet. Metoden egner sig godt til bærestykker, ærmer eller andre steder, hvor du ønsker en jævn formgivning uden markante huller.

Der findes to varianter af løftede udtagninger:

Løftet udtagning mod højre (LUH)
Her løfter du tråden mellem maskerne op bagfra med venstre pind, og strikker den drejet ret. Resultatet er, at udtagningen læner sig mod højre.
Se en video af teknikken her

Løftet udtagning mod venstre (LUV)
Her løfter du tråden mellem maskerne op forfra med venstre pind, og strikker den drejet ret. Resultatet er, at udtagningen læner sig mod venstre.
Se en video af teknikken her

DIVERSE TEKNIKKER

Magic loop​

Magic Loop er en strikketeknik, som gør det nemt at strikke rundt, uanset antallet af masker. Har du ikke strikket med teknikken før, kan du se en video af teknikken her. Ekstra trick til teknikken kan du se her.

Alternativt kan du strikke rundt med strømpepinde.

Vendepinde

Vendepinde bruges til at skabe form i strikningen, f.eks. ved skuldre eller halsudskæringer. Der findes flere vende teknikker, og her er de 2 jeg bedst kan lide at bruge:

    • Japanske vendinger se en video her
    • German short rows se en video her

MØNSTERSTRIK

Strik snoninger

En snoning er, når du bytter om på rækkefølgen af maskerne – typisk over 2, 4 eller flere masker. Det skaber en struktur, der “drejer” sig hen over arbejdet.

Hvis du er ny i snoninger, kan det være en god idé at øve på en lille prøve først.

Eksempel:
Hvis du har 4 masker og vil lave en snoning, hvor maskerne skal dreje mod højre, vil du f.eks. lade maske 1 og 2 hvile bagved arbejdet, mens du strikker maske 3 og 4 først. Derefter strikkes 1 og 2.
Om maskerne hviler foran eller bagpå afhænger af, hvilken vej du ønsker, snoningen skal dreje.

Se en video af hvordan du strikker snoninger med hjælpepind her.

Se en video af hvordan du strikker snoninger uden hjælpepind her.

Tofarvet Mønsterstrik​

Teknikken bruges til at skabe mønstre ved at skifte mellem to garnfarver på samme pind eller omgang. Teknikken udføres ved at arbejde med én farve ad gangen, mens den anden farve føres løst med på bagsiden af arbejdet.

For at opnå et jævnt resultat er det vigtigt:

  • at holde garnet løst på bagsiden så arbejdet ikke bliver strammet sammen.
  • at holde styr på garnets dominans.
Garnets dominans i mønsterstrik

Når du strikker med to farver, er garnets placering i forhold til dine fingre afgørende for, hvordan mønsteret træder frem. Den farve, der holdes tættest på arbejdet – typisk over pegefingeren – kaldes den dominante farve. Den vil automatisk få lidt længere tråde på bagsiden og derfor “puffe” sig mere frem i det færdige mønster. Den ikke-dominante farve, som føres længere væk – ofte over både lange- og pegefinger – vil fremstå mere dæmpet.

Ved at være bevidst om dominansen, kan du styre udtrykket i dit mønsterstrik og sikre, at det er den rigtige farve, der får lov at stå tydeligt frem. I mine opskrifter er det som udgangspunkt kontrastfarven, der skal være den dominante, medmindre andet er angivet.

Tip: Strikker du med begge farver i samme hånd, kan du skifte deres placering i forhold til fingrene. Strikker du med én farve i hver hånd (f.eks. én i højre og én i venstre), skal du være opmærksom på, hvilken hånd der styrer den dominante farve. Det er næsten altid den venstre hånd, der giver mest dominans.

Tips og hjælp
Hvis du ikke har prøvet teknikken før, kan du finde en video her, der viser, hvordan du strikker mønsterstrik fra retsiden, og her af hvordan mønsterstrik strikkes fra vrangsiden.

Husk at øve dig på små prøver for at få styr på garnspændingen og dominansen.

Diagrammer

Er du ny inden for diagramstrik, kan du læse mere om metoden her. Diagrammet viser arbejdet fra retsiden og læses fra nederste højre hjørne. Når du strikker rundt, læses og strikkes alle omgange i diagrammet fra højre mod venstre (altså i strikkeretningen). Strikker du frem og tilbage, læses og strikkes diagrammet fra højre mod venstre på retsiden og fra venstre mod højre på vrangsiden.

Hver firkant indikerer en maske og hvert tegn i firkanten forklarer, hvordan masken skal strikkes.

Hvis tallene står i samme side af diagrammet, strikkes arbejdet rundt. Hvis tallene derimod står i hver sin side, strikkes der frem og tilbage. Den røde firkant gentages, indtil du har det antal masker tilbage på pinden/omgangen, som følger efter den røde firkant.

Guide til brug af online diagrammer

For at åbne et online diagram skal du klikke på et link til diagrammet i opskriften. Hvis der ikke vises nogle pile til højre, kan du gøre følgende:

  1. Klik på menu øverst til venstre (de 3 streger)
  2. Klik på ”Progress tracker”.

Nu kan du navigere op og ned i diagrammet med pilene til højre i skærmen. En linje markeres ved at lyse op og resten af diagrammet tones ned. For at få adgang til forskellige muligheder klikkes på tallet imellem pilene til højre og derefter på ”More” øverst til venstre efter ”Progress”. Du kan ikke komme til at slette noget i linket, og du skal derfor ikke være bange for at gå på opdagelse efter smarte tricks. 

AFLUKNINGER

Dobbeltstrik før italiensk aflukning

Inden du laver italiensk aflukning, kan det være en fordel at lave nogle pinde/omgange med dobbeltstrik. Det giver en jævnere og mere symmetrisk overgang og gør aflukningen mere rund og fyldig. Du kan strikke dobbelt strik over 2 eller 4 pinde/omg alt efter garn tykkelse og type. 

Du kan se teknikken i brug her: Video af dobbeltstrik til italiensk aflukning

DOBBELTSTRIK, strikket frem og tilbage

Forklaringen går ud fra at dit arbejde har en retmaske i din rib som første maske, starter din rib med en vrang maske strikker du 1r før du begynder på dobbeltstrik.

  • Strik: 1 ret, 1 vrang løs af med garnet foran arbejdet. Gentag pinden ud.

Gentag denne pind dit ønskede antal gange før aflukningen
Se en video af teknikken her.

DOBBELTSTRIK, strikket rundt

  • Omg 1: 1 ret, 1 vrang løs af med garnet foran arbejdet. Gentag omgangen ud.

  • Omg 2: 1 vrang løs af med garnet bag arbejdet, 1 vrang. Gentag omgangen ud.

Gentag de 2 omgange dit ønskede antal gange før aflukningen.
Se en video af teknikken her.

Italiensk aflukning 

”Italiensk aflukning” er en elastisk aflukning, som giver en flot afsluttende kant, der er perfekt til ribkanter. Teknikken udføres, ved at maskerne sys sammen med en stoppenål. Det giver en sømløs overgang, der næsten ser ud som en fortsættelse af strikketøjet.

Teknikken kræver tålmodighed og præcision, men resultatet er det hele værd. Har du ikke prøvet ”Italiensk aflukning” før, kan du finde en video af teknikken her. 

Vigtigt: Stram ikke for meget under aflukningen – kanten risikerer at blive for stram. Når du er færdig med aflukningen, kan du justere strørrelsen af afluningen ved at trække forsigtigt i den, næsten som om der var en elastik i ribben.

”Italiensk aflukning i 2×2 rib” her. Alternativt kan du bruge en anden elastisk aflukning.

”Italiensk aflukning i 1×1 rib” med dobbeltstrik her. Alternativt kan du bruge en anden elastisk aflukning.

Har du problemer med en af mine opskrifter er du velkommen til at kontakte mig under fanen KONTAKT. Ofte kan du også få hjælp til opskrifter den butik hvor du har købt garnet.

da_DKDK